Work life balance - for vækst

    Af Helle Rosdahl Lund, CBAF 
Flere børn betyder højere skat og lavere velfærd. Det siger DA i Arbejdsmarkedspolitisk agenda den 15. marts. 2007 og det er en meget forsimplet analyse. Skulle danskerne finde på at få sig de 2,4 børn i gennemsnit, som familie- og forbrugerministeren ønsker sig, vil statsbudgettet lide et tab i form af udgifter til daginstitutioner, skoler, alderdomshjem og hvad der ellers følger med livet igennem og så ryger velfærden, er konklusionen.

Dermed siger DA: Lad endelig være med at få flere børn. Det giver bare en masse bøvl med barsel, sygefravær og fleksibel arbejdstid - foruden altså et stort underskud på familien Danmarks bundlinie.

Men at Danmarks velfærd står og falder med, om der er nogle der skulle få flere børn, er ren Ebberød Bank. Vores velfærd afhænger vel i lige så høj grad af den positive side af regnskabet, nemlig om vi er i stand til at konkurrere internationalt og til at være med i forreste linie. Det danske læringsmiljø er en væsentlig forudsætning for videnmæssig vækst, så flere børn og dermed flere daginstitutioner kan faktisk have den modsatte effekt af hvad DA forventer - især hvis vi satser på at følge op med et uddannelsessystem i verdensklasse.

Vi skal være kreative i vores tilgang til udviklingen globalt. Kreativitet bliver til innovation og innovation bliver til konkrete produkter og processer med økonomisk velfærd som en uomtvistelig følgevirkning. Det kræver mennesker i balance og dem har man kun, hvis man lægger ansvaret ud til den enkelte og ikke opstiller statslige modeller for eksempelvis antallet af børn.

En god base for fremtidens velfærd er også måden vi leder på - vores samfund, os selv og ikke mindst i virksomhederne. Her befinder vi os i en brydningstid. Vi er midt i en bevægelse fra industrisamfund til et moderne vidensamfund og det kan mærkes i arbejdslivet. Man kan forestille sig erhvervslivet som et langt tog. Den første del af toget er den del af erhvervslivet, som har passeret Storebælt. De har formået at skabe viden og innovation. Den anden sektion af toget, den midterste, har en fornemmelse af hvor den skal hen. De ved godt det kræver viden at komme fremad, men de har stadig ikke helt fundet ud af hvordan. Bagest i toget sidder så den del af erhvervslivet, som holder fast på de gamle normer. De synes stadig at arbejdet udføres bedst, hvis de kan se dig, og at arbejdstiden skal op på 40 timer om ugen. Forhindringen er altså at erhvervslivet befinder sig i en brydningstid eller i en overgangsfase mellem det gamle og det nye, hvilket skaber daglige sammenstød på arbejdspladserne.

Og her taber vi velfærd. 

For at imødegå dette tab kræver det at vi har et samfund, der forstår at langsigtet vækst for landet OGSÅ går gennem reproduktion. Gennem opdragelse af de børn, nogle vælger at få og andre vælger fra.

At økonomisk velstand også hænger sammen med Regeringens og virksomhedernes evne til at se holistisk på tingene for derigennem at skabe samspil om HELE løsninger for HELE mennesker er evident. Der skal samarbejdes om at allokere forskningsmidler og om eksempelvis at udvikle nye fokusområder, der ikke tager afsæt i industri og landbrug.

Det er hjernekraft vi skal leve af her i landet og den hjerne sidder nu engang på mennesker.

Åbent brev til arbejdsmarkedets parter

     Af Charlotte Guldberg Formand for Børnerådet 

                 Fotograf: Thomas Borberg 

’Det er lidt ligesom min far ikke er med i familien længere, for han er ikke med til at lave ting. Han skal hele tiden arbejde – og skrive alt muligt, når han er hjemme’.

Sådan siger Viktor, som går i 5. klasse. Han er et af ca. 1.100 børn i Børnerådets Børne- og Ungepanel, som i en ny rapport fortæller, hvordan 10-12års børn har det med stressede forældre. Rapporten udkommer i dag, og der er interessante meldinger til os voksne i børnenes svar.

Stressede forældre er et problem
Hvert tredje barn i 5. klasse i Danmark synes, at deres forældre er stressede, og at det er et problem. Deres familier har travlt, og de mangler tid i hverdagen. Stress får samtalen i familien til at forstumme, legen bliver en mangelvare, og hyggestunderne forsvinder.

I Børnerådet synes vi, at dét er vigtig viden for de voksne, som for tiden sidder i komplicerede overenskomstforhandlinger. Vi synes, at man på begge sider af bordet skal vide, hvad børn mener om forældre, som ikke kan finde overskud til at snakke, spise eller lege sammen. 

Rapporten ’Portræt af 5. klasse’, indeholder resultaterne af en spørgeskema-undersøgelse, hvor vi har spurgt børnene om, hvad et godt børneliv egentlig er, og hvad de synes om deres familie, venner og fritid. Spørgsmålene om familielivet og tiden i hverdagen har vi lavet i samarbejde med Familie- og Arbejdslivskommissionen.

Børn vil prioriteres.
Børnenes svar er entydigt: Børn i 5. klasse er glade og socialt bevidste, og de lægger vægt på de nære relationer: Gode venner og en god og sød familie er det, som flest børn mener, er vigtigt.

Børnerådet har til opgave at gøre børns perspektiv synligt, når der træffes beslutninger, som angår deres trivsel og velfærd. Spørger man, hvad børnene mener om, hvordan arbejdsliv og familieliv skal balanceres, får vi konkrete og tankevækkende svar.

Min far har nogle gange travlt på arbejdet.
- men han har altid tid til at give mig et kys’, siger Tobias i rapporten. Det er ikke nødvendigvis mere tid, som børn ønsker af deres forældre – men fokus og nærvær. Man kan udmærket have travlt og samtidig have det godt – hvis man har overskud til at give børnene opmærksomhed og omsorg.

Overskuddet afhænger bl.a. af de rammer, der gives os som forældre på arbejdsmarkedet. Derfor håber Børnerådet, at rapporten kan give stof til eftertanke, når de næste års overenskomster skal forhandles på plads. Vi håber, at man i forhandlingerne vil blive inspireret til at se tingene, som de ser ud i børnehøjde.

 Af Helle Rosdahl Lund, Leder Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv.
Vi har meget på den daglige agenda, og kravene til os selv er ofte høje. Vi skal have et perfekt liv, perfekte børn, ægtemænd/kvinder, karriere og ikke mindst et udviklende arbejde, hvor vi arbejder for sjov.
Når vi svarer på undersøgelser, så scorer ønsket om et liv i balance højt.
Ønsket om et liv hvor der er balance mellem arbejde og livet uden for arbejde er ikke noget nyt.  I 1986 opstod begrebet ”work life balance” i Nordamerika. Det var en reaktion på, at mange amerikanere favoriserede arbejdspladsen frem for familie, venner og socialt liv. Det var sjovere at komme på arbejde end at være sammen med familien, kæresten og sit liv uden for arbejde. Dette havde sine konsekvenser i tabet af familier, netværk og selvværd, hvis arbejdssituationen blev ændret.
Udgangspunktet for work life balance er, at der skal være en plads til alle vore gøremål. Grundideen var allerede i 1986, at mennesker i balance er mere produktive, positive, kreative, har færre sygedag og i det hele taget, er en bedre arbejdskraft. Mennesker der har balance har også bedre muligheder for at sikre deres børn bedre selvværd og trivsel, og deltage i lokalsamfundet.
Siden 1986 er der sket meget. Work life balance er ikke længere en filosofi. Business cases dokumenterer resultater, eksempelvis i form af bedre bundlinje, støre arbejdsglæde og motivation. Der forskes i området, det er et politik-område for såvel regeringer, EU, og flere virksomheder. Work life balance er blevet en ledelsesdisciplin for sig selv, der bliver mere og mere relevant som grænserne mellem arbejde og privatliv flyder, samt nye måder og tider at arbejde på kommer i fokus .

Alligevel er vi for tit der, hvor arbejdet bliver vores familie, og familien arbejdet. Identiteten er for mange hængt op på ”arbejdstitlen”. Du er dit arbejde – herefter dig selv. Når vi sidder ved middagsselskaber er det første spørgsmål ofte, hvad man arbejder med. Er man arbejdsløs eller hjemmegående husmor må man væbne sig med tålmod. En direktør har fortalt mig om en hændelse han havde, da han ikke have et job. Det sædvanlige spørgsmål kom op. ”Jeg er arbejdsløs”, svarede han. Og straks begyndte borddamen at tale med andre. Næste gang svarede han ”Jeg lever af mine penge”.. ! ”Nej, hvor spændende… ” Det er jo helt forskellige reaktioner. Tænk over din. Og den hjemmegående barnemor bliver mødt med kommentarer, der går på, om man ikke snart skal tilbage og have en karriere.  Har man været på orlov i 1 år er den helt gal. ”Nu kan du nok ikke komme tilbage igen, har du tænkt på det?”
På arbejde får vi også anerkendelse, og belønning. Vi er sammen med kollegaer, i fitness til firmafest, vi er et team, der skal udvikles. Der er ingen der tænder af, og opfører sig negativt. Når vi møder hjemmet, ser mange det som en forpligtigelse. Måske skal ungerne hentes, maden laves, huset passes, vask og meget mere skal klares. Og så skal der lige tjekkes mails senere. Det har været en lang dag på arbejde. Nu bliver man mødt med nye forventninger. Det pudsige er, at når folk kommer hjem, er det lige pludselig ”tilladt” at tænde af. At råbe af børnene, partnere, selv små bitte ting, kan blive til et problem.  Frustrationer, stress og ens egne forventninger smitter af på andre også.Forventningerne til det hele, gode og perfekte liv passer ikke altid til hverdagen. Vi ser en iscenesættelse i medierne af karrieremænd og kvinder, der er på hele tiden, i kontrol og super effektive. Vi ser, hvordan lederen fortæller, at han står op kl. 04.00, løber én maraton, tjekker sine mails, spiser morgenmad med sine to små børn, kysser sin hustru farvel og sidder på kontoret kl. 07.30, hvor han lægger store strategier. Dette gør han til kl. 20.00, hvorefter han tager hjem til et rent lækkert hus, sovende børn og én forstående hustru. Efter et glas vin, sætter han sig atter til at arbejde…..
 
Om vi kikker i aviser, blade eller lytter til snakken mellem kollegaer, er der mange bolde i luften. Det kan nogle gange virke som om, der er en frygt for det meningsløse liv, for at tage nogle tilvalg og  fravalg. For hvad mon man går glib af?
Stress, skilsmisse, tabte jobmuligheder er noget, der sker for naboen, syntes tanken nogle gange at være. Og jagten går på det hele liv. Vi jonglere os gennem dagen, aftaler spilleregler derhjemme – og alligevel oplever man ubalance.
Men stop op og træk vejret.
 
En af de væsentligste forudsætninger for at være i balance, er netop, at vi hver i sær kender vores egne værdier. At vi tager de valg og fravalg, der er nødvendige i de livsfaser, vi er i.  At vi kan være hinandens backup personer i forskellige karrieremæssige situationer. At vi netop ved at tage fravalg også er med til at skabe rammerne for et liv i balance. Når vi har valgt fra med udgangspunkt i vores egne værdier, er det heller ikke nødvendigt hele tiden at kikke sig tilbage  og tænke: går jeg nu glip af noget?
Ingen har sagt det er let. Det er en livslang udfordring. For en ting kan vi være sikker på, og det er at livet ændres – både privat og på arbejde. Hvad der er balance for dig nu er ikke nødvendigvis det samme i morgen, om en måned,  et år…
Så step one for trivsel og glæde: Al forandring starter med dig selv. Dine egne valg – og respekt for andres valg.
Få anerkendelsen hjemme også. Lav det til en glad dag. Tænk over, hvordan du kan komme glad hjem. Din første ”velkommen hjem” sætning. Tag i mod de glade børnearme, hunden, katten, partneren. Vær tilstede og glem illusionen om ”2 timers kvalitetstid” til børnene, er alt de behøver. De ønsker dit nærvær. Det gør din partner også.
Vi taler om balance mellem arbejde og andet liv. Jeg bliver ofte stillet spørgsmålet om, balance er 50% arbejde og 50% andet liv. Hvad er det, der skal balancere? Skal vi overhovedet tale om balance – er det ikke sundt at være i ubalance? Eller hvad med work life effektivitet? ”Balance” skal ikke ses som en fordelingsnøgle på tid og aktiviteter. ”Balance – harmoni” kender vi nok alle. Når vi har det godt, er ude i naturen, har opnået et godt resultat på arbejde kommer følelsen af balance og velvære. Balancen har mange former. I vores balancebegreb skal vi se en bevægelse. Tænk på, når du holder en tallerken på fingeren. Når den er i balance, bevæger den sig hele tiden lidt. 
”Work life effektivitet” har dog et helt andet udgangspunkt end ”balance”. Vi skal ikke hele tiden være supereffektive – på og uden for arbejde. Det må vi acceptere, ikke er muligt. Både hjernen og fysikken har brug for hvile, et pitstop. Vi har brug for at være i nuet. Forskere påpeger også, at det er vigtigt ,at vi kan slappe helt af for ikke at få stress. Eksempelvis skal en gå tur ikke altid have et formål.
Grib fat i den virkelige problemstilling: hvordan får jeg det liv, jeg vil have. Hvordan får vore arbejdspladser gav af at benytte de mange muligheder der er for at få en god business case ud af worklife balance.
Hvad kan min arbejdspladsen gøre for at tage et helhjertet skridt ind i den næste æra (til service- og oplevelsessamfundet), styre udviklingen og arrangere vores arbejdsliv, så det kan kombineres med alle de andre ambitioner vi har i forhold til vore liv. ? Worklife balance handler ikke kun om at give den enkelte mulighed for at kombinere arbejdsliv (karriere) med familie/socialt/sportsliv. Det handler i ligeså høj grad om at tilbyde et arbejdsliv, hvor man lader op, mens man er på arbejde. Vi skal fløjte både, når vi går på arbejde, og når vi går hjem. Det handler om tipsperspektivet. Om det konkrete arbejde og hvordan vi arrangerer arbejdet på en sådan måde, at det sikre den enkelte virksomhed sin innovative kraft og konkurrenceevne. Sidst men ikke mindst om ledelse og selvledelse.
 
Når vi taler om work life balance og det nye arbejdsliv (hjemmearbejde, distancearbejde, arbejdsnormmader, skæve arbejdstider m.v.) er det som et langt tog, der skal igennem tunnelen. I de forreste vogne sidder de virksomhedsledere, og medarbejder der ved, at vi skal leve af mennesker, skabe nye produktområder, der har hjemme i fremtiden. De er godt på vej til destinationen. I de midterste vogne sidder nogle af lederne, der også godt ved, at mennesker er deres aktiv. Deres medpassager er på vej. De lytter, skal skabe ændringer. Det tager lidt tid inden de begynder at komme med. I den bagerste vogn sidder de leder og medarbejdere, der er i fare for at blive koblet af ved næste stop. Deres tankegang og handlinger er godt fæstet i den danske muld. ”Vi plejer at gøre, så hvorfor ændre det”, siger de. Alt løser sig med længere arbejdstid. Vi behøves ikke at se på ledelse, og hvad vi bruger tiden til. Produktivitet og effektivitet = arbejdstid. Og så kan de blive overrasket, hvis arbejdspladserne flytter til udlandet, eller de ikke kan tiltrække den bedste arbejdskraft.
Vi må slagte et par hellige køer – myter og fortælling for at komme videre.
Lad mig give et enkelt eksempel på det. Nemlig vores opfattelse af arbejde, for hvad er rigtigt arbejde? Er det rigtigt arbejde at sidde foran skærmen på sit kontor? Kræver rigtigt arbejde fred og ro?  og er det ”rigtige” arbejde kun det man har planlagt?  Hvad vil det sige at arbejde? Arbejdsopfattelsen i virksomhederne har tit afgørende betydning for succes eller fiasko med blandt andet vidensdeling og work life balance. Når nogle har en gammeldagsopfattelse af ”rigtigt arbejde” og andre kan arbejde på distance, opstår udfordringen eksempelvis.
 
Stress og ubalance er ikke kun den enkeltes problem – selvom nogle måske finder det mest belejligt. Både stress og ubalance kan direkte påvirke virksomheden negativt – både resultatmæssigt, i stigende sygefravær, mistede kunder, fejl og mangler. De ”gode hoveder” er er de første til at søge væk. Og paradoksalt nok er det ofte samvittighedsfulde og engagerede medarbejdere, der går ned med stress.
Det er i lederens ansvar at ingen bliver syge af at arbejde i virksomheden. Det er medarbejdernes ansvar at melde ud, hvis arbejdet tager magten. Men desværre hører vi, at den positive dialog mellem ledere og medarbejdere bliver bremset af, at ledelsen ikke har skabt et åbent og tillidsfuldt klima, hvor det er tilladt at melde ud. Vi hører også om, personaleafdelinger der ikke har kompetence og gennemslagskraft nok, til at påtage sig en aktiv rolle.

Det er nødvendigt at tage ledelsesansvaret alvorligt. At vurdere afdelingsledere på, hvor gode de er til at skabe balance, nedsætte stress og sygefravær m.v. Lad  personaleafdelingen påtage sig en proaktiv rolle. Få klarlagt og dokumenteret, hvad stress og ubalance koster arbejdspladsen, hvor i forretningssystemet der skal gribes ind, hvordan man kan bruge work life balance som en god business case, og hvordan ledere skal udvikles således at man kan få klarlagt værdier og konflikter m.v.
Få work life balance på dagsordenen. Work life balance er overlæggeren for mange af vore øvrige politiker: familie-,senior-, mangfoldigheds-,sundheds-, stresspolitik med mere. Det hænger sammen.
 
Skab ændringer – gå selv foran. Vi skal have nogle realistiske rollemodeller i medierne. Nogle der både siger fra og til. Og disse ser vi heldigvis flere og flere af.

Lad os starte med et citat: Vi forvandlede det gamle landbrugs-og håndværker samfund til et industrisamfund i verdensklasse. Nu skal vi tænke og gøre noget helt nyt. Vi skal forvandle det danske samfund til et videnssamfund i verdensklasse… Vi skal leve af mennesker. Professor Steen Hildebrandt.

Vi taler meget om videns- og netværksøkonomien, og vi kan allerede nu se, at vidensøkonomien ændrer sammensætningen af vores overordnede økonomiske aktivitet, og stiller nye krav og udfordringer til ledelsen af virksomheder og ledelse af mennesker.

Over for disse udfordringer står det skisma, at vi styrer og regulerer virksomhederne og vores samfundsstruktur på en måde, der passede til de udfordringer Danmark havde for 20-30 år siden. Danmarks landbrugsbaggrund ligger stadig dybt i den internationale orientering, hvor bacon og lign. ligger på de udenlandske hylder. Det er stadig de strukturer industrialismens tidsalder have med sig, der udgør det grundlæggende billede når vi ser på arbejdsmarkedet: arbejdstider, ferier og fridage, uddannelser, åbningstider på kontorer og butikker. Ligeledes er karriereforløb og familieforhold også grundfæstet i denne tids faste strukturer.

Men dette er ikke godt nok, til at føre Danmark videre som velfærdsstat og for at udvikle virksomhedernes konkurrenceevne. Der er brug for væsentlig ændringen i ledelsen og holdningen til brugen af de menneskelige ressourcer, hvis vi skal vokse og udvikle os som land og i de enkelte virksomheder.

Derfor handler debatten om Balancen mellem arbejdsliv og familieliv i høj grad om at sikre og udvikle velfærdssamfundet – nu og på lang sigt. Den danske velfærd skal baseres på de menneskelige ressourcer, som igen skal fremme udviklingen via innovationsevne, engagement, virkelyst og udsyn. Danmarks økonomiske base skal udvikles i en tid, der er under kontinuerlig forandring.

Living to work – working to live

Der er mange grunde til, at balance mellem arbejde og familieliv er vigtig. En af de ofte forekommende stressfaktorer er ubalance mellem arbejdsliv og familieliv. Stress er medvirkende til store omkostninger – omkostninger på det menneskelige plan og omkostninger på det økonomiske plan både for virksomheden, men sandelig også for samfundet. Derfor kan der være god fornuft i at forsøge at være på forkant med denne udvikling, således at virksomheden kan indgå aktivt i en dialog med de ansatte for at afdække de muligheder og vilkår, der tilsammen tilgodeser medarbejder og virksomhed. Dette vil også skabe større engagement og arbejdsglæde.

Såfremt en medarbejder brænder ud, og må opgive sit arbejde koster det virksomheden 1 million kroner. Når en leder brænder ud koster det virksomheden fire millioner kroner i gennemsnit. Dertil kommer de personlige og samfundsøkonomiske konsekvenser.

Men perspektiverne rækker langt videre. Den næste generation skal ikke kun lære en lang række faglige discipliner, den skal socialiseres til, og inddrages i en demokratisering proces, der også gør den klar til at videreføre det danske samfund, forstået som et demokratisk fællesskab. Den næste generation skal være rustet til at møde et virksomhederne, og lede og udvikle og videreføre virksomhederne og Danmark. Denne socialisering er et resultat af forældrenes opdragelse og institutionerne og skolernes virke for dannelse. Den langsigtede betydning af at prioritere dette kan ikke overvurderes.

Og alle har et ansvar og medansvar for at dette kan lade sig gøre, og virksomhedernes vækst og Danmarks fremtid ikke sættes i stå.

Men vi skal jo sikre virksomhedens konkurrenceevne – hvad med bundlinjen?

Når talen falder på balance mellem arbejde og familie deles virksomhederne. Der er de danske virksomheder, der tror på og arbejder med mennesker som grundpillen i virksomheden. Et af de danske eksempler er Kjaer Group. Og så er der de virksomheder, der tror at fremdrift drejer sig om arbejdstidens længde – og ikke resultater.

Men andre steder i Europa arbejder man meget bevidst med worklife balance, som en integreret del af virksomhedens strategiske fokus. European Fundation (Institut i EU regi) påpegede i deres pressemeddelelse den 30.11.04, at ”en bedre worklife balance vil bidrage positivt til Europas konkurrenceevne, blandt andet ved at reducere medarbejdere og lederes stress niveau og på den samme tid øge såvel virksomhedernes produktion og produktivitet.

I Tyskland arbejder man Worklife balance regnskaber, som redegør for effekten af at arbejde strategisk og struktureret med worklife balance.

Det handler om ledelse

For at vinde konkurrencen i videns og netsvækssamfundet kræver det, at vi ændre vores ledelses- og organisationsformer. Samt at vi arbejder aktivt og strategisk med de menneskelige ressourcer. Både på kort sigt og på lang sigt.

Derfor er ledelse af mennesker et vigtigt element for virksomhederne, og herunder at sikre at de ledere og medarbejdere man har er med til at øge virksomhedens konkurrenceevne og produktivitet. Og derfor kan man ikke komme uden om at tale om work-life balance på strategisk plan.

Af Helle Rosdahl Lund, Formand for Tænketanken, CBAF.dk

Traditionelt starter nytåret med en række nytårsforsæt, som man alligevel ikke holder. Når vi er kommet 14 dage ind i året, må vi ofte sande, at vi ikke kunne holde det. I stedet har jeg fundet det givende at stille sig selv nogle gode spørgsmål. Gode spørgsmål, har jeg erfaret, kan være en af de måder, hvorpå man finder frem til de nytårsforsæt, som man gerne vil holde.

Lad mig illustrere dette med en opbyggende historie, som jeg fik foræret, da jeg for nylig underviste mine MBA´er i kompetenceudvikling og læring og efterspurgte eksempler på såkaldt double-loop læring, altså læring hvor man stiller spørgsmålstegn ved sine egne grundlæggende antagelser (eller sin organisations ditto). Med takke være rette vedkommende fik jeg følgende historie fra en af de jernhårde erhvervsledere på MBA:

For nogle år siden havde Karsten en god karriere ved forsvaret. Han var tjenestemandsansat linieofficer med stort potentiale og allerede i en ung alder delingsfører. Alt sammen opnået efter kun otte år. Karsten var, skal det bemærkes, ved infanteriet. En skøn dag er Karsten på øvelse sammen med sin deling. Det foregår jo ude i terrænet, og for infanterister er øvelser ofte en blandet fornøjelse – det er koldt, vådt og beskidt. På et tidspunkt sidder Karsten i et skyttehul sammen med sin radiomand – den såkaldte “skygge”, som aldrig er mere end to skridt bag delingsføreren. Det er en ung værnepligtig og med til historien hører, at der er en stor magtdistance mellem skygge og delingsfører. Ikke desto mindre spørger den unge skygge på et tidspunkt forsigtigt Karsten ”hvor længe har du været i forsvaret?”. Karsten svarer otte år. Og så er det den unge mand spørger:” synes du så stadigvæk, at det her er sjovt?”.

Det ovenstående illustrerer et rigtigt godt spørgsmål! Nu melder historien ikke noget om, hvad Karsten så rent faktisk svarede. Men bagefter gik han hjem og regnede ud, at han i løbet af sin otteårige karriere, havde tilbragt tilsammen et helt år på øvelsen. Og han erkendte, at han faktisk ikke synes, at det var sjovt længere … Karsten har i dag en ny karriere og er glad for sin beslutning.

Synes du stadig, at din karriere er lige så sjov som for fem år siden? I stedet for at genere mine læsere med den slags spørgsmål, vil jeg i det følgende præsentere 10 tegn på, at du BURDE stille dig selv ovenstående spørgsmål (og adskillige andre).

Tegn nr. 1 – du er så lidt hjemme, at du er nødt til at lade mobiltelefonen op på kontoret. Bortset fra sælgere, der lader mobilen op i bilen, så er det for vi andre, en del af ugens ritualer at lade telefonen op fredag aften. Hvis du imidlertid har så travlt, når du endelig kommer hjem – eller slet ikke er hjemme – er du sommetider nødt til at tage opladeren med på arbejde og lade telefonen op på kontoret. Advarsel: du er begyndt at tage hjemmets opgaver med på arbejde. Er det sundt?

Tegn nr. 2 – du tager på arbejde i ferien. De fleste tjekker lige mailboxen og mobilsvar i ferien. Det er et godt tegn – ens arbejde er så fedt, at man lige tjekker op på det fra pool-kanten. Hvis du imidlertid hvert år lige skal arbejde et par dage eller tre i ferien, så kan det ikke være godt for hverken dig, din familie eller arbejdet. Heller ikke selvom der er tale om krise på arbejde. Hvorfor er der krise hvert år/hver gang du er væk fra virksomheden?

Tegn nr. 3 – den eneste form for poker, du har tid til at spille er ”mødebookningspoker”. Du kender det sikkert godt. Du har dobbeltbookninger i kalenderen men ved, at det  også er mange andre udover de anførte i kalenderen. Nu gælder det om at bluffe længst muligt, og lade en anden bede om at få mødet udsat. Det sker ofte, men man taber stort ved at sende afbud fem minutter før mødet skal starte! Har du mange møder, der aflyses på den måde, og er du begyndt at dyrke spillet om ikke at blive sorteper?

Tegn nr. 4 – du siger ja, når du burde sig nej. Der er så mange karrieremuligheder og spændende opgaver, at du siger ja til alt for mange af dem. Bagefter opdager du, at du nok burde have sagt nej – ofte sker det to minutter efter, at du har sagt ja, og du får et bekymret sug i maven og tænker ”hvordan skal jeg klare det her også?”. Din hverdag er blevet til en konstant jongleren med opgaver, som du burde løse, men er nødt til at udsætte for at løse de nye spændende opgaver.

Tegn nr. 5 – på trods for ovenstående, så er det jo på arbejdet, at de fede projekter, og de sjove mennesker er. Familien er blevet ren rutine, og du sukker af lettelse, når du endelig får lov at forlade hjemme om morgenen. Og sukker af andre grunde, når du er på vej hjem. Det er simpelthen sjovere at være på arbejde, end det er at være hjemme. Er det sundt, synes du?

Tegn nr. 6 – der er så meget drøn på arbejdet, at du endda tænker på det, når du har fri. Under ferien tjekker du lige mailen to gange om dagen, mobiltelefonen er altid tændt og om natten, så drømmer du endda om de arbejdsopgaver, der ligger og venter på dig, når du kommer tilbage.

Tegn nr. 7 – dine venner siger dig ikke noget længere. Du er godt nok stadig sammen med vennerne i weekenden og ved sociale lejligheder, men du siger ikke så meget som tidligere og gider egentlig ikke spørge ind til dem. De virker lidt ligegyldige i forhold til problemerne på jobbet …

Tegn nr. 8 - Det sidste her er et klart tegn på stress. Det næste bliver, at du bare gerne vil sove, når du endelig kommer hjem. Stressede mennesker kan ikke se noget i øjnene, de vil bare helst have lov til at være i fred. Derfor søger man naturligvis i den varme seng, når man endelig er ude af skudlinien. Har du det også sådan i perioder? Tror du, at det er sundt?

Tegn nr. 9 – dine børn begynder at bemærke, at der er noget galt. En anden indledende historie fra det virkelige liv omfatter en lille purk, der spurgte sin mor – moar, hvor er far´s andet hus? I fuldt alvor. Har du et mindre godt forhold til dine børn end tidligere, og/eller end du burde? Så er det nok, fordi de små kan mærke, at du ikke er til stede eller til rådighed når du burde være det. Når børnene begynder at bemærke noget, så er det familiens ”early warning” system, og det bør du nok lægge mærke til.

Tegn nr. 10 – dine børn tror, at du er død … En sidste advarsel. Endnu en sand historie. En revisor, som var fanget i overhalingsbanen, kom en aften hjem, endnu en gang for sent til at se junior, der var lagt i seng. Og hjem til en hustru som kunne fortælle, at junior havde spurgt om, inden han skulle sove, – moar, er far død? Af børn og fulde folk skal man høre sandheden. Ved dine børn, at du stadig lever? Ved du det egentlig selv?

Har du svaret bekræftende på en eller flere af ovenstående tegn? Så er det måske endda på tide at spørge dig selv – synes min familie stadig, at det her er sjovt?

Jeg tror, at begrebet work-life-balance bliver et af de helt store emner i debatten fremover. Alt for mange af os magter ikke længere at få liv og arbejdsliv til at fungere. Teknologien gør, at vi er tilstede døgnet rundt, på den ene eller anden måde, og vi får sjovere og sjovere arbejdsopgaver. Men det koster, og der skal helt nye løsninger på bordet, før vi arbejder os selv helt ned under gulvbrædderne. Længere åbent i daginstitutionerne løser vist ikke problemet – tværtimod ville nogen sige. Så måske er det på tide at gribe i egen barm og finde ud af, hvad vi vil, og hvad vi vil finde os i?

Af Professor Anders Drejer, Handelshøjskolen i Århus

Det moderne arbejdsliv stiller større og større krav til den enkelte. Vi skal være hurtigere og mere effektive hele tiden. Vi skal være loyale medarbejdere og agere ambassadører for virksomhedens værdier og idealer, når vi bevæger og rundt i samfundet. Det er for det meste ikke noget problem, for det vil vi som djøfere gerne. Vi vil nemlig gerne have et udfordrende og spændende arbejdsliv, hvor vi hele tiden udvikler vores kompetencer.

I fritiden vil vi også gerne være med og beskæftige os med de ting, der interesserer os. Vi engagerer os og ”vælger til” i stor stil. Vi går til ”Vild med dans” på aftenskolen, laver eksotisk mad i weekenden og sørger for, at børnene bliver fragtet til og fra de mange fritidsaktiviteter i hverdagen.

For at holde balancen og sikre, at de to liv hænger sammen som ét, pakker vi et par sager med hjem i tasken, når vi forlader kontoret. Dem kan vi lige ordne, når der er ro på familien i aften. Vi kræver fleksibilitet, og vi trives med at have den. Vi står til rådighed uden for arbejdstiden, og vi har det fint med, at grænserne mellem arbejdsliv og det andet liv flyder sammen.

Men måske bliver det en dag for meget? Vi har haft så travlt med at vælge til, at vi har glemt, at et hvert tilvalg også betyder et fravalg af noget andet. Døgnet har stadigvæk kun 24 timer. Det kan vi ikke lave om på, selv om de fleste nok gerne ville en gang i mellem. Og så ser vi pludselig bagsiden af medaljen. I de heldigste tilfælde har vi ”kun” mistet nærvær i forhold til, hvor vi er, og hvem vi er sammen med. I værste fald er vi pludselig brændt ud, gået ned med stress og sygemeldt i en lang periode fra jobbet.

Den måde, vi arbejder på i vidensamfundet, stiller store krav til, at der kan skabes en fornuftig sammenhæng og balance mellem livet på arbejdspladsen og det liv, der ligger uden for. Det er en fælles opgave, og det er et fælles ansvar for både ledelse og medarbejdere på arbejdspladsen. Det er et af vores vigtigste mål i DJØF, at der er ordentlige rammer til stede. Rammer, som det enkelte menneske selv kan udfylde, så de passer til den fase af livet, som han eller hun befinder sig i.

For at opfylde visionen om balance er der behov for politiske reformer, der tager udgangspunkt i de faktiske vilkår og arbejdsbetingelser, der i dag udgør rammerne på det danske arbejdsmarked. Men politiske reformer gør det ikke alene. Der er i lige så høj grad behov for ændringer i kulturen på arbejdspladserne og i den enkeltes værdier, holdninger og adfærd.

Af Finn Borch Andersen, Forbundsformand DJØF

27. oktober 2006

Center for Balance mellem Arbejdsliv og  Familieliv byder jer velkommen til vores blog. Vi vil gerne høre om jeres erfaringer og tanker om balance i livet og det nye arbejdsliv.

Vi vil også gerne inspirere  jer med dialog og små tip og ideer.

Vi  glæder os til at se jer. Velkommen Helle